1. De fleste satellitter er designet til at blive i kredsløb:
* Formål: Satellitter lanceres for at udføre specifikke opgaver i rummet, som kommunikation, observation eller forskning. De er designet til at forblive i kredsløb i længere perioder for at udføre disse opgaver.
* orbitalmekanik: De placeres i kredsløb i en bestemt højde og hastighed for at opretholde en stabil sti omkring Jorden.
2. Nogle satellitter har en kontrolleret de-orbit:
* Kontrolleret genindrejse: For satellitter, der har afsluttet deres mission eller nærmer sig slutningen af deres levetid, bruges ofte en kontrolleret de-orbit-proces. Dette involverer anvendelse af thrustere eller andre mekanismer til at sænke satellitens bane.
* atmosfærisk træk: Når satellitten falder ned, støder den på at øge atmosfærisk træk. Denne friktion skaber varme, der bremser satellitten ned og får den til sidst til at komme ind i atmosfæren igen.
* Burn-up: De fleste satellitter brænder op i atmosfæren på grund af den intense varme, der genereres under genindrejse. Kun et par store fragmenter når muligvis overfladen.
3. Ukontrolleret genindrejse:
* Rumrester: Nogle satellitter mister muligvis kontrollen og går ind i atmosfæren ukontrolleret. Dette kan udgøre en risiko for mennesker og infrastruktur på jorden, skønt sandsynligheden for en betydelig indflydelse er relativt lav.
Nøglefaktorer, der skal overvejes:
* Højde: Satellitter i lavere kredsløb oplever mere atmosfærisk træk og er mere tilbøjelige til at komme ind i før.
* design: Satellitens design og materialer påvirker, hvordan det kommer ind igen og brænder op.
* Missionskrav: Nogle satellitter er designet til specifikke de-orbit-procedurer baseret på deres formål.
Sammenfattende er de fleste satellitter designet til at forblive i kredsløb for deres missionens varighed. Nogle gennemgår kontrolleret de-orbitende i slutningen af deres liv, mens andre muligvis oplever ukontrolleret genindtræden.
Sidste artikelHvorfor er fuldmåne gul?
Næste artikelSolen er meget større end EarthWhy ser den så lille ud?